formatet, forklaret
Revytraditionen, som Sabat tilhører
Warszawa havde sin egen række af revyteatre længe før Sabat — en tradition med aftennumre, hurtige kostumeskift og husdramatikere, der løb gennem mellemkrigsårene.
Tjek ledighed ↗To huse, der kom før Sabat
| Hus | Aktiv | Kendt for |
|---|---|---|
| Qui pro quo | 1919-1931 | Warszawas mest kendte mellemkrigstids-revycabaret med forfattere som Julian Tuwim og Marian Hemar |
| Perskie Oko / Morskie Oko | Fra 1925, lukket i 1933 | Et udbryderhus grundlagt efter et brud med ledelsen af Qui pro quo |
Qui pro quo, huset der satte tonen
Qui pro quo åbnede den 4. april 1919 i kælderen under Galeria Luxemburga på Senatorska-gaden, grundlagt af Bolesław Leszek Przyłucki, Tadeusz Sobocki og Izydor Weisblat, med komponisten og forfatteren Jerzy Boczkowski ved den kunstneriske roret. Det holdt åbent indtil 1931 og blev selve referencepunktet for Warszawa-revyen — et aftenprogram af sketches, sange og dansenumre frem for et enkelt stykke.
Forfatterne bag numrene
Qui pro quos faste forfattere omfattede Julian Tuwim, Marian Hemar, Konrad Tom og Jerzy Jurandot — navne, der rakte langt ud over teatret selv og ind i polsk populærmusik og komisk forfatterskab i bredere forstand. Et revyteater af denne art levede eller døde på en stabil strøm af frisk materiale, uge efter uge, og det er en del af forklaringen på, hvorfor den forfattertalent, man holdt ansat, betød lige så meget som kunstnerne på scenen.
Kunstnerne, der kom igennem
Zula Pogorzelska, Hanka Ordonówna, Mira Zimińska, Adolf Dymsza, Eugeniusz Bodo og Kazimierz Krukowski begyndte alle deres karriere gennem Qui pro quo eller byggede den op der — flere gik videre til betydelige karrierer i polsk film og kabaret ud over teatrets egen scene.
Et rivaliserende hus: Morskie Oko
I september 1925 brød en gruppe skuespillere med ledelsen af Qui pro quo og grundlagde et rivaliserende revyhus, først kaldet Perskie Oko og snart omdøbt til Morskie Oko, knyttet til forfatteren og producenten Andrzej Włast. Det kørte indtil 1933 — et kortere liv end Qui pro quos, men et bevis på, at Warszawa i mellemkrigsårene kunne bære mere end én revyscene ad gangen.
Et format bygget på udskiftning
Det, begge huse havde til fælles, var strukturen snarere end historien: en aften bygget op af en række kortere numre — sange, sketches, danseindslag — fornyet løbende i stedet for iscenesat som en enkelt uforanderlig produktion over en lang periode. Det er den samme grundlæggende form, Sabats egen revy antager, årtier senere og i en anden bygning, selv om de konkrete forfattere og kunstnere ikke har nogen direkte linje tilbage til nogen af husene.
Hvor Sabat passer ind
Sabat hævder ikke en direkte institutionel nedstamning fra Qui pro quo eller Morskie Oko — begge var lukket i midten af 1930'erne, længe før Sabat åbnede i begyndelsen af 2000'erne. Det, der forener dem, er selve formatet: dansere, sangere og musikere i en række numre, iscenesat for et publikum ved borde snarere end på rækker, i en tradition som Warszawa i vid udstrækning mistede efter mellemkrigsårene, og som Sabat er et af de få huse i Polen, der stadig opfører hver aften.